GASTRO – Sammen smager vi på fremtiden
I skoleåret 2022-23 tester Ungdomsbyen et nyt brobygningsforløb til hovedsporet ’Fødevarer, jordbrug og oplevelser’. Forløbet udvikles i tæt samarbejde med Hotel- og Restaurantskolen og er rettet mod 5. og 6. klasser.
Ungdomsbyen tilbyder på nuværende tidspunkt brobygningsforløb indenfor de tre hovedområder Byggeri, Handel og Social- og Sundhedsområdet.
I skoleåret 2022-23 tester vi et nyt brobygningsforløb til hovedsporet Fødevarer, jordbrug og oplevelser, og søger lige nu testklasser, som vil hjælpe os med at udvikle det nye forløb. Læs mere her: Vi søger testklasser til gastronomiforløb
Med det nye forløb ’GASTRO – Sammen smager vi på fremtiden’ vil Ungdomsbyen skabe et forløb på 4 dage for elever i 5. og 6. klasse. Det nye forløb skal, ligesom de øvrige tre forløb, hjælpe eleverne til at skabe et uddannelsesoverblik, så de kan træffe et kvalificeret uddannelsesvalg.
Ligesom Ungdomsbyens øvrige erhvervsforløb vil eleverne på det nye gastro-forløb opleve en aktiv uge med højt fagligt niveau og en tydelig rød tråd gennem hele ugen. Gennem praktiske, sjove og udfordrende aktiviteter bliver eleverne introduceret til branchens videns-, metode- og kompetenceområder, og vil opleve skolens fag komme til live i reale problemstillinger.
Gennem forløbet vil eleverne blive introduceret for mulighederne i fagretningen ’Gastronomi og værtskab’. Forløbet vil have fokus på gastronomi, bæredygtighed og økologi, ernæring og sundhed, værtskab og service samt kreativitet.
I løbet af ugen vil eleverne få en fornemmelse for uddannelserne og branchen i Hotel- og Restaurantskolens værksteder. Branchen vil blive inddraget i form af virksomhedsbesøg hos fødevareproducenter og restauranter eller folkekøkkener, hvor de skal udføre praktiske og konkrete opgaver.
For yderligere information, kontakt Olivia Stephansen på os@ungdomsbyen.dk
Drejer din henvendelse sig om følgegruppen kontakt Flemming Olsen på fo@ungdomsbyen.dk
Projektet er støttet af Tietgenfonden.