Undervisningspakken LARM for LGBT-rettigheder
Ungdomsbyen og LGBT+ Danmark har sammen udviklet en mediepædagogisk, undervisningspakke til elever og lærere, som vil prøve kræfter med aktivisme, køn og normkritik.
Den online undervisningspakke indeholder en særlig medieplatform fuld af film, billedarkiver og lyde. “LARM” står for Ligestilling, Anerkendelse, Rettigheder og Medborgerskab. Fire kernebegreber for materialet, der skal aktivere eleverne til at deltage i kampen for lige rettigheder og mangfoldighed både i samfundet generelt, men i ligeså høj grad i deres hverdag på skolen og i lokalområdet.
Medieplatformen åbner op for elevernes æstetiske læreprocesser og remediering af pakkens film til deres bud på en skolekampagne, der kan lave noget ’ordentligt’ LARM for LGBT-rettigheder.
LARM medieplatform
Gå direkte til medieplatformen her og giv dig i kast med det spændende materiale.
Vi vejleder elever og lærere gennem små video-tutorials, så alle føler sig godt klædt på til at forholde sig normkritisk til køn, rettigheder og andre LGBT-spørgsmål i vores fælles samfund.
Materialet er udformet, så undervisningen fokuserer på kompetencer inden for remediering, digital designs, multimodal fremstilling, kulturanalyse, kommunikation og refleksion, samt understøtter elevens alsidige udvikling.
Den gratis, online undervisningspakke består af:
– Intro til kønsidentitet, rettigheder og religion
– Animationsfilm om LGBT-unges brud med normer for køn og seksualitet
– Multimodale opgaver med billeder, lyd og tekst
– Digital platform til remediering af film til plakat og graphic novels
– Introduktion til kampagner og aktivisme
Undervisningsmaterialet er udarbejdet af Ungdomsbyen og LGBT+ Danmark i tæt samarbejde med Sabaah og LGBT+ Ungdom.