Børn og unge står overfor mange nye udfordringer i takt med den digitale udvikling, og danske unge slår rekord i antal timer tilbragt online sammenlignet med resten af Europa. Alligevel viser en undersøgelse fra Codan, at hver femte danske forælder ikke har taget nogen tekniske forholdsregler online.
Derfor besluttede Codan at slå et slag for it-sikkerheden og tog kontakt til Ungdomsbyens pædagogiske konsulenter for tilsammen at udvikle et komplet undervisningsforløb, der skal ruste børn og unge til at færdes sikkert på de digitale platforme. Resultatet blev Sikker Online Skolepakken, som tilbyder et fleksibelt koncept til kortere og længere undervisningsforløb i udskolingen plus til forældremøder. Sikker Online Skolepakken består bl.a. af cases, der får eleverne til at reflektere over deres online handlinger med udgangspunkt i situationer, de kender fra deres hverdag.
Lærerne er begejstret for materialet
Sikker Online Skolepakken blev relanceret 28. juni 2018 – lige op til at lærerne går i gang med deres årsplanlægning. En uge efter relanceringen havde over 200 lærere fra hele landet downloadet materialet. Ultimo august var antallet oppe på over 700 downloads fra lærere, og de har gode erfaringer med undervisningsmaterialet:
”Materialet er rigtig godt. Jeg synes, det er vigtigt, at de unge bliver oplyste om digital sikkerhed. Jeg lærte også noget. Både eleverne og jeg oplevede, at materialet åbnede for nogle gode diskussioner om, hvordan man færdes sikkert på nettet.” Vinnie Pihl, lærer i 9.-10. klasse.
”Jeg synes, det er super relevant materiale. Lærervejledningen er rigtig god, udførlig og let at gå til. Derudover er det fint, at materialet giver mulighed for at præsentere det for forældrene, hvis der er tid.” Pia Levring, lærer i 7. klasse.
Regeringsstrategi lægger op til obligatorisk it-sikkerhed i undervisningen
Regeringen påpeger i deres nye strategi for cyber- og informationssikkerhed fra maj 2018 vigtigheden af at gøre børn og unge dygtigere til at begå sig i en digitaliseret verden, hvor data- og it-sikkerhed er en voksende risikofaktor. Strategien lægger op til, at bl.a. folkeskolen klæder børn på til at kunne begå sig sikkert online. Det er dog ikke alle lærere, der er lige sikre på, hvordan den opgave kan gribes an.
– “Det digitaliserede samfund rummer et utal af nye muligheder, men det stiller også store krav til os som forbrugere og borgere. Tidligt og gennem uddannelsessystemet skal børn og unge derfor rustes til at begå sig sikkert i en digital verden. De skal lære at være kildekritiske og afkode potentielle farer på nettet, siger undervisningsminister” Merete Riisager (LA).
Det indeholder Sikker Online Skolepakken:
- 10 cases, som eleverne kender fra deres eget liv
- Udførlig lærervejledning
- Kahoot quiz
- Manual til undervisning
- Manual og Q&A til forældremøder
- Huskeplakat til læringen, der kan hænges op i klassen
Bygger på online succes
Sikker Online Skolepakken bygger videre på en anden Codan kampagne fra 2017, der også satte fokus på online sikkerhed. På den baggrund har Codan og Ungdomsbyen genbrugt erfaringerne og indholdet til at udvikle Sikker Online Skolepakken. Med et fokuseret undervisningsforløb er ambitionen at få online sikkerhed på skoleskemaet, således at danske unge ved, hvordan de skal navigere sikkert på nettet.
Nyt materiale på vej til indskolingen og mellemtrinet
Flere lærere har henvendt sig, efter Sikker Online Skolepakken blev lanceret og spurgt, om der fandtes lignende materiale til de mindre klasser. Derfor teamer Ungdomsbyen og Codan igen op og er nu i gang med at udvikle yderligere undervisningsmateriale til indskolingen og mellemtrinet for på den måde at klæde børn på tidligt i livet til at kunne afkode farer og muligheder online. Dette forløb ventes klart til efteråret.
Sådan får du materialet Sikker Online Skolepakken
Du kan bestille det eksisterende materiale til udskolingen og få besked, når det næste undervisningsforløb er klart her.